Læsepatruljer på Sdr. Vang Skole
På flere skoler i Kolding har man etableret læsepatruljer, som er en gruppe læselystne elever fra 5., 6. og 7. årgang, der går til ’læsepatrulje’ på skolen. Læsepatruljemøderne er styret af en lærer; typisk skolens læsevejleder eller en medarbejder fra skolens pædagogiske læringscenter. Via forskellige aktiviteter skal læsepatruljens medlemmer være rollemodeller for hinanden og for skolens yngre elever og inspirere til større læseglæde.
På Sdr. Vang Skole har læsepatruljen arbejdet med følgende aktiviteter for at fremme læselysten hos skolens øvrige elever:
- Højtlæsning for en klasse eller gruppe af elever på biblioteket, ude i klassen, forskellige steder i skolen eller udenfor, hvis vejret er til det.
- "Store læsedag”, hvor klasserne melder sig til at komme ud på stedet og få læst en historie højt. Læsepatruljen har deltaget i et højtlæsningskursus på Kolding bibliotek.
- Udstillinger på skolens pædagogiske læringscenter om fx yndlingsbøger, mors og fars yndlingsbøger, forfatterskaber, temaer, genrer, historiske perioder med mere.
- Konkurrencer: ”Bøgernes Hall of Fame” – gæt en person fra en roman ud fra ledetråde.
- Anmeldelser af nye bøger. Bøger og anmeldelser udstilles til inspiration for øvrige læsere.
De aktiviteter, som læsepatruljen iværksætter, skaber en øget læseinteresse og læselyst hos andre elever. Eleverne vil gerne låne af de udstillede bøger, de vil gerne låne de bøger med hjem, som er blevet læst højt for dem osv. Det har absolut en positiv effekt, når det er børn, der formidler litteratur til børn. En positiv effekt mærkes også hos patruljemedlemmerne, som vokser ved at være rollemodeller. Læsepatruljen er ikke kun for de stærke læsere, men for alle med læselyst, og medlemstallet er øget væsentligt i dette skoleår.